Særligt for abonnement (Aftale)

Virksomhedsoplysninger

Disse handelsbetingelser gælder for alle produkter og abonnementer, der bliver solgt af Vitec MV A/S (herefter ”Leverandøren”) via hjemmesiden www.vitec-mv.com, telefonisk eller Leverandørens sælgere.

Vitec MV A/S
Edisonsvej 4 
5000 Odense C
CVR: 15314400

Brugerhåndtering

Ved indgåelse af Kontrakten vælger Kunden, hvilken IDP (Identity Provider) der ønskes benyttet til at kunne få adgang til løsningerne.

Leveringsbetingelser

Leverandøren leverer løsningerne ved at gøre dem tilgængelige online for Kunden fra den i Kontrakten anførte startdato. Opdateringer til løsningerne er også tilgængelige online.
Kunden downloader selv de løsninger og opdateringer, der kræver download.
Tilgængelighed for Kunden forudsætter, at Kunden af Leverandøren har fået tildelt en IDP.

Oversigt over links til downloadsider og online løsninger

Programmerne startes eller downloades fra downloadsiden på vitec-mv.com. 

Priser

Leverandøren prisregulerer årligt ifølge nettoprisindekset.

Erstatning

Leverandørens samlede erstatningskrav kan aldrig overstige værdien af den indgåede Kontrakt inkl. renter og omkostninger. Leverandøren er ikke ansvarlig for indirekte skader og tab som driftstab, avancetab eller andet indirekte tab. Hvis Leverandøren skulle blive pålagt produktansvar over for tredjemand, er Kunden forpligtet til at holde Leverandøren skadesløs i samme omfang som Leverandørens ansvar er begrænset efter nærværende handelsbetingelser.
Leverandøren vil til enhver tid være uden ansvar for manglende eller forsinket opfyldelse af købsaftale som skyldes force majeure som fx strejke eller lockout, manglende kvalificeret arbejdskraft, krig, optøjer, blokader, ildsvåde, manglende eller mangelfulde leverancer fra underleverandør, manglende brændsel eller drivkraft, sammenbrud i produktionsanlæg eller nogen anden årsag, der ligger udenfor Leverandørens kontrol. Kunden er ikke berettiget til at ophæve købet og kan ikke gøre krav på erstatning af nogen art for driftstab eller lignende.

Ændringer til kontrakt

Kontaktpersonen angivet i Kontrakten vil løbende blive informeret pr. e-mail om nye løsninger og opdateringer til løsninger, der er omfattet af Kontrakten mellem Kunden og Leverandøren.
Ved hver forlængelse af Kontrakten vil der forekomme prisjusteringer.
Leverandøren forbeholder sig ret til at tilføje og fjerne løsninger fra Kontrakten. Det sker enten ved at opdatere en given løsning til en nyere version, eller ved at en løsning substitueres af en anden løsning med tilsvarende funktionalitet.
For alle øvrige ændringer til Kontrakten skal der indgås en ny Kontrakt mellem Kunden og Leverandøren.

Ikrafttrædelse og opsigelse

Kontrakter indgået før 01.01.19:
Kontrakten vil træde i kraft i henhold til den anførte startdato og vil som minimum være i kraft i den angivne periode i Kontrakten.
Senest én måned før Kontrakten udløber, skal Kontrakten opsiges skriftligt.
Såfremt Kontrakten ikke opsiges inden for den angivne tidsfrist, forlænges Kontrakten efterfølgende automatisk for en ny periode med samme tidsmæssige vilkår.

Se handelsbetingelser her: Betingelser fra før 01.01-19.

Kontrakter indgået efter 01.01.19:
Kontrakten vil træde i kraft i henhold til den anførte startdato.
Kontrakten er tegnet som løbende abonnement med årlig betaling i henhold til Kontraktens startdato.
Kontraktens startdato vil gælde som årlig faktureringsdato for abonnementet.
Senest tre måneder før Kontraktens årlige faktureringsdato kan Kontrakten opsiges skriftligt.
Såfremt Kontrakten opsiges tidligere end tre måneder før Kontraktens årlige faktureringsdato, vil Kontrakten stadig være i kraft frem til den årlige faktureringsdato.
Overskrides fristen for opsigelse af Kontrakten, forlænges abonnementet i yderligere et år med samme opsigelsesvilkår som ved indgåelse af Kontrakten.

Betalingsbetingelser

Betaling forfalder ved Kontraktens startdato.
Hvis betalingsfristen ikke overholdes i henhold til faktura, kan Kontrakten ophæves.

Brugsret

Antallet af og typen af licenser er angivet i Kontrakten.
I kontraktperioden har Kunden ret til at bruge Leverandørens løsninger via licenserne, der stilles til rådighed for Kunden. Leverandøren ejer til enhver tid løsningerne.
Hvis licenserne ikke anvendes til de brugere, som er omfattet af Kontrakten, og/eller Leverandøren mistænker misbrug af licenserne, forbeholder Leverandøren sig ret til at deaktivere de pågældende licenser.

Anvendelse af Tale-til-Tekst

Slutbrugerens anvendelse af Tale-til-Tekst er fuldstændig anonymiseret mellem leverandørens kunder og dennes slutbrugere og leverandørens underleverandør af Tale-til-Tekst.

Det indtalte er dog ikke anonymiseret, hvorfor det påhviler kunden at sikre, at dennes slutbrugere ikke indtaler personhenførbare oplysninger. Der gøres her særligt opmærksom på anvendelsen af Tale-til-Tekst i relation til GDPR-artikel 9: Behandling af særlige kategorier af personoplysninger. Kunden er forpligtet til at instruere slutbrugerne i udelukkende at anvende anonymiserede eller pseudoanonymiserede personreferencer under indtaling.

En overtrædelse af dette påbud kan være i uoverensstemmelse med den europæiske GDPR-lovgivning.

Opsigelse af Tale-til-Tekst

Såfremt Tale-til-Tekst ikke fremgår af hovedkontrakten, forbeholder leverandøren sig retten til at lukke adgangen til TTT uden yderligere varsel.

Kontaktinformation

Leverandøren kan kontaktes på telefon 65 91 80 22 eller via e-mail: salg.mv@vitecsoftware.com.

Ændringer til handelsbetingelser

Leverandøren forbeholder sig retten til at ændre handelsbetingelserne ensidigt og uden varsel.

Lov

Det er udtrykkeligt aftalt mellem parterne, at dansk ret er gældende for alle indgåede aftaler.

Tvist

Enhver tvist, der har sit grundlag i nærværende aftale, dens indgåelse, gennemførelse eller ophør skal, såfremt mindelig ordning ikke kan opnås, afgøres endeligt og bindende ved voldgift.
Den part, der ønsker voldgiftsretten nedsat, skal ved anbefalet brev til den anden part meddele dette samt give en kort begrundelse for, at der ønskes voldgift.

Voldgiftsretten sammensættes således, at hver af parterne vælger en voldgiftsmand. Voldgiftsmændene udpeger i fællesskab en formand, der skal være jurist. Undlader en af parterne at udpege sin voldgiftsmand, foretages valget af domstolene, jf. i det hele lov om voldgift, § 3. De i lov om voldgift, § 3 nævnte beføjelser udøves i alle tilfælde af præsidenten for Retten i Odense, uanset om sagen i øvrigt henhører under Landsretten.

Er der mellem parterne enighed herom, kan voldgiftsretten alene bestå af en jurist, der udpeges af præsidenten for Retten i Odense. Lov om voldgift gælder.

Voldgiftsretten skal ikke blot være berettiget til at tage hensyn til gældende ret, men tillige til at træffe sin afgørelse ud fra hensynet til billighed og ud fra forretningsmæssige hensyn, forudsat disse ikke kolliderer med gældende ret.

Voldgiftsretten afgør ved kendelse, hvem der skal afholde omkostningerne i forbindelse med voldgiftssagens behandling.

For nedenstående Aftaler indgået mellem Kunden og Leverandøren gælder særlige betingelser:

Abonnement til grundskolen for skoler

Såfremt abonnementet opsiges med Leverandøren, er skolerne forpligtiget til at sørge for, at alle kopier af de produkter aftalen omfatter, slettes på skolens enheder, de pædagogiske medarbejderes egne enheder, samt elevernes enheder.

Abonnement til grundskolen for kommuner

Såfremt abonnementet opsiges med Leverandøren, er kommunen forpligtet til at sørge for, at alle kopier af aftalens produkter slettes på samtlige enheder, herunder at meddele skolerne herom.

Abonnement til videregående uddannelser med brugsret for alle

I abonnementsperioden har samtlige personer som er tilknyttet undervisningsinstitutionen adgang til programmerne i Kontrakten. Både på undervisningsinstitutionens maskiner og på brugernes personlige enheder.
Alle produkter, der er omfattet af abonnementet må, så længe aftalen er i kraft, anvendes på postadresser, der hører under institutionens CVR.-nr. på undervisningsinstitutionens maskiner.

Abonnement til videregående uddannelser med udvalgt brugsret

I abonnementsperioden har samtlige elever/kursister/studerende på de valgte undervisningsadresser/afdelinger adgang til programmerne i Kontrakten på undervisningsinstitutionens maskiner/enheder.

Undervisningsinstitutionen kan vælge, at tildele adgang til programmerne i Kontrakten på specifikt, udvalgte elevers/kursisters/studerendes egne enheder (pc, Mac, iPad, web).

ALLE undervisningsadresser, som ønskes omfattet af Kontrakten, skal oplyses ved aftalestart med navn på afdeling/filial og adresse til konsulenten hos Leverandøren. Årlig pris for hovedadressen er en fast pris. Efterfølgende valgte adresser udgør en pris pr. adresse. Udvalgte antal elever/kursister/studerende, er prisen sat ud fra det er udvalgte elever og ikke alle elever, der er med i aftalen.

Tillæg til abonnement for videregående uddannelser (Volumelicenser)

Tillægskontrakten følger hovedkontraktens løbetid og indtil denne udløber. Vilkår for brug af licenserne følger i øvrig hovedkontraktens betingelser.
Den præaktiverede volumenudgave af CD-ORD må kun anvendes til jeres egne pc'er på lokation (og på de bærbare pc'er, som I bruger til kurser).
Den præaktiverede volumenudgave af CD-ORD må aldrig gives, installeres eller distribueres til hverken undervisere eller kursisters/studerende/elevers egne pc'er.
I tilfælde af misbrug af licensen, vil den præaktiverede nøgle til CD-ORD blive spærret.