"Vi skal vise dem, at de ikke er alene"

På Lyshøjskolen er Ordpatruljen både et fagligt redskab til at få ordblinde elever i gang med at bruge deres læse- og skriveværktøjer og et socialt fællesskab, der hjælper eleverne med at acceptere deres ordblindhed.

”Vi har en ordpatrulje, fordi vi har mange elever, der er dyslektisk udfordrede. Og vi oplever, at når de er i klasserne, er de meget alene. Og den udfordring - at være alene i et stort fællesskab – gør, at deres læring haltede efter. Og hvad kunne vi gøre for at hjælpe dem i den sammenhæng? Vi tænkte, at vi er nødt til at vise dem, at de ikke er alene. Og det var ligesom udgangspunktet for at samle dem,” fortæller Lyshøjskolens garvede ordpatruljefører, Lotte Danielsen.

Tidligere på året besøgte vi Lyshøjskolens Ordpatrulje og fik en snak med læsevejleder Lotte Danielsen, mens hendes Ordpatrulje hjalp os med at designe vores keyhangere til Ordpatruljen.

Èn patrulje på tværs af klassetrin

Ordpatruljen består af en flok af elever fra 5. til og med 8. klasse, som er udfordret med at læse og skrive – de fleste er diagnosticeret ordblinde. Hensigten med at samle dem i en gruppe er blandt andet, at de skal blive superbrugere af deres læse- og skriveværktøjer, CD-ORD og IntoWords. Lotte Danielsen ser som skolens læsevejleder en faglig nødvendighed i at få eleverne gjort digitalt dygtige: ”At de bruger deres pc i undervisningen, det er jo alfa og omega for, at de overhovedet kan følge med. For de er dyslektisk udfordrede, det vil sige, at de ikke kan læse lige så hurtigt som de andre, de kan ikke skrive lige så hurtigt som andre, hvis det skal foregå analogt. Så de har brug for det digitale redskab for at være med i hastighed i forhold til deres klassekammerater”, understreger hun.

Et led i implementeringen af læse- og skrivehjælp

Men på trods af, at de digitale redskaber har klare faglige gevinster for eleverne, oplever Lotte Danielsen som mange andre læsevejledere, at det kan være svært at få den enkelte elev i gang med at bruge digital læse- og skrivehjælp, måske som den eneste i klassen: ”For nogle er det en stor hurdle at skal have dén pc op i starten. Det kan man synes er mærkeligt, men det er det, fordi de skal gøre noget andet end de andre. Så gemmer de det ligesom væk,” fortæller hun. ”Så når man så kan sige til dem, ’jamen du er jo ekspert i det, du er jo superbruger af det her program’, så har vi bare erfaret, at det hjælper efterhånden, jo bedre de bliver. Og så er der ting, der ligger på rygraden, når de skal i gang med deres opgave. Og så er det slet ikke så svært at få den pc i gang.”
Også jævnlige kurser for skolens lærere og andre elever er med til at cementere Ordpatrulje-medlemmernes selvtillid og rolle som digitale eksperter.

At anerkende sig selv som ordblind

Lotte Danielsen fremhæver også Ordpatruljen som et forum, hvor man kan vokse og finde sit ståsted som nytestet ordblind: ”Når man får at vide, at man er ordblind, sker der dét, at man oftest gemmer sig lidt hen. Og man skal arbejde mentalt med, at ’nu har jeg fået sådan et mærkat på, at nu er jeg ordblind eller dyslektiker’. For problemerne, som var der før, man fik taget sådan en test, de er der også efterfølgende,” forklarer Lotte Danielsen. Det er her, det bliver en fordel ikke at være alene. Ordpatruljens fællesskab giver et ståsted, hvor eleven kan opleve, at det ikke er så slemt, og at man er andet end sin ordblindhed – fx en god kammerat.
Derfor oplever Lotte Danielsen også, at eleverne vokser i Ordpatruljen: ”Man er i gennemsnit med i Ordpatruljen 3-4 år. Fra man starter, til man er færdig med at være i Ordpatruljen, har man gennemgået rigtig mange udviklingsfaser i at anerkende sig selv som ordblind. Og dén udvikling er helt vildt fantastisk at følge som underviser.”

Skrevet af tidligere konsulent hos Vitec MV Bente Egelund Jensen.