Af Rikke Beith, læsevejleder og konsulent hos Vitec MV
Under sidste nedlukning skrev jeg om, hvordan du som lærer ved hjælp af en læseguide kan stilladsere din ordblinde elevs læsning, når eleven er arbejder hjemme. I tog pænt imod læseguiden, og det er jeg glad for.
Denne gang vil jeg gerne give mit bud på, hvordan du som lærer kan holde hånden under din ordblinde elev, når der i fjernundervisningen skal arbejdes med en skriftlig opgave.
Hjælp til at bryde opgaven ned
Mange ordblinde elever er udfordret på deres arbejdshukommelse, og derfor kan en skriftlig produktion virke som en uoverstigelig opgave, når man som elev sidder alene hjemme foran computeren uden lærerens gode modellering lige ved hånden.
Den ordblinde elev er afhængig af lærerens hjælp til at bryde skriveprocessen ned i mindre dele og derefter strukturere elementerne i opgaven i en passende rækkefølge – hele tiden med skriveformålet for øje.
Støtte til indhold og sprog
Derudover er det ofte til stor hjælp for eleven, hvis der i denne form for skriveramme ligeledes tilbydes støtte til indholdet og sproget fx gennem eksemplariske startsætninger. Til dette formål kan en skriveskabelon være en god støtte. Ulempen ved skriveskabelonen kan dog være, at eleven skal finde en bestemt skriveskabelon, der passer til præcist til skriveformålet. Derudover oplevede jeg ofte, da jeg arbejdede som dansklærer, at eleverne opfatter skriveskabelonen som en slags udfyldningsopgave og formår ikke at fjerne rammerne efter endt skrivning.
Derfor har jeg forsøgt at lave en tværgående skriveguide til eleven.
Guide til den stærke skrivers strategier
Guiden kan bruges ved langt de fleste skriveopgaver, uanset om der er tale om faglig eller fiktiv skrivning. I et forsøg på at efterligne den stærke skrivers strategier, har jeg inddelt skriveprocessen i fire trin:
Hensigten er, at skriveguiden kan bruges sammen med CD-ORD og IntoWords, så skriveprocessen undervejs understøttes med stavehjælp og ordforslag.
Et forenklet stillads
Da jeg forestiller mig, at eleven skal benytte sig af skriveguiden som et led i fjernundervisningen, er guiden forenklet, og den tilbyder derfor ikke så stor støtte til sproglige og indholdsmæssige stilladser, som det kunne ønskes. Men hvis alternativet er, at eleven er overladt til skriveprocessen uden nogen form for stillads, når eleven højst sandsynligt ikke i mål med opgaven.
Jeg håber, at skriveguiden kan bruges til at hjælpe den ordblinde elev på vejen frem mod et færdigt skriftligt produkt.
God skrivelyst!