Læse- og skriveteknologi styrker alle elever
Alle kan læse og skrive med IntoWords. Det er pædagogisk konsulent Dorte Brandborgs erfaring, at læse- og skriveteknologi til alle elever styrker den faglige udvikling. Læse- og skriveteknologi er nødvendigt for nogle, men godt for alle.
Af Laura Fyrstenberg McLaughlin, Cand.mag. i Dansk, Kommunikationskonsulent Vitec MV
Med 18 års erfaring i grundskolen både som lærer og læsevejleder har Dorte med egne øjne set, hvilken effekt det har at tilbyde læse- og skriveteknologi til alle elever – og ikke begrænse adgangen til elever, der er testet ordblinde. Det er der god mening i.
Med IntoWords kan alle elever nemlig udvikle deres faglige niveau. Læse- og skriveteknologi hjælper med at udvikle ens ordforråd og hjælper skriveprocessen i alle fag – ”Det forbedrer simpelthen deres skriveprocesser og deres skriftlige produkter”, siger Dorte.
Dorte fortæller, at elever, som er testet ordblind, hurtigt vil få hjælp. Men hvad med elever, som er på grænsen? Eller hvis skriftlige udvikling er bagud? Skal de ikke tilbydes at blive styrket i deres faglige udvikling og læring?
Der er en stor gruppe, som bliver ladt i stikken. De som ikke er testet ordblinde, men som i den grad stadig har behov for støtte. Dem er der ofte ikke muligheder for.
Dorte Brandborg
Det mener Dorte bestemt, de skal: ”Der er en stor gruppe, som bliver ladt i stikken. De som ikke er testet ordblinde, men som i den grad stadig har behov for støtte. Dem er der ofte ikke muligheder for.” Ved at implementere læse-skriveteknologier for alle elever i klassen og på skolen, bliver der i højere grad taget hånd om alle elever.
Som en sidegevinst skal underviseren ikke støtte den enkelte elev i samme grad på ordniveau, fordi alle er eksperter i værktøjet – dermed er der et øget fokus på indholdet i undervisningen, overskud i læringen og stigmatisering mindskes.
IntoWords kan bruges i alle fag og støtter zonen for nærmeste udvikling
Dorte fortæller, at læse- og skriveteknologi kan udvikle og optimere alles skriftlige arbejde. IntoWords har et bredt udvalg af funktioner, der støtter det daglige skriftarbejde – uanset om du arbejder med dansk, matematik, sprogfag, naturfag eller andre fagområder. Der er mulighed for at lave personlige profiler, som passer til forskellige fag.
Det kan f.eks. være relevant at have en fysik-profil, hvor man tilføjer de fagordslister, der er relaterede hertil. Her siger Dorte, at:”Elevernes skriftlige rapporter bliver væsentligt forbedret, fordi eleverne kan skrive med det ordforråd, der hører til faget. Generelt bliver hvert fagniveau løftet betydeligt.”
Læse- og skriveteknologi støtter zonen for nærmeste udvikling, frigiver lærerens tid til undervisningen og giver eleven mere overskud til indholdet. ”Eleven kan være tæt på at kunne stave til et ord, men kan ikke alligevel. Der kan eleven benytte sig af IntoWords, som lynhurtigt går ind og støtter lige ved den udvikling, eleven faktisk er i gang med.”
Det giver også et bedre skriveflow. Når eleverne arbejder med IntoWords i deres skriveprogram, så har de værktøjet lige ved hånden. Hvis de mangler ord, stavemåder, oversættelser til andre sprog, eller har brug for oplæsning, så er det hele samlet i et program. De skal ikke flytte sig fra deres dokument og hen på hjemmesider eller ind i andre programmer. Det hele er der.
Eleverne bliver hurtigt eksperter i programmet, bruger det forskelligt og finder deres egne strategier og yndlingsfunktioner, som passer til deres behov. De udvikler sig med programmet, efterhånden som de bevæger sig op i klassetrin.
”Jeg så bl.a. en markant udvikling i en 4. klasse, fordi de blev understøttet af IntoWords. De var meget frie og fik skrevet nogle sætninger, hvor man tænkte ”wow – kan man skrive det i fjerde klasse”. De var supergode til at bruge det aktivt, når de skrev. I udskolingen bruges programmerne tit på en anden måde, hvor de mest fokuserer på at få skabt nogle lækre sætninger og tekster ” - har Dorte erfaret.
Er det snyd?
”Det er nemlig ikke snyd at bruge læse- og skriveteknologi, da det giver lige vilkår for faglig udvikling.” siger Dorte. Eleverne skal stadig forstå og fortolke deres tekster. Undervejs skal de stadig vælge, om de er enige eller uenige med programmets forslag, f.eks. ved at få oplæst ordene, lytte til sætningerne og vurdere om det, de har skrevet ned, faktisk var det, de mente. Derfor mener Dorte også, at programmet ikke bare er en skriftlig og verbal støtte, men også et læringsværktøj, hvor eleverne også selv skal reflektere over deres tekster - både på ordniveau og på tekstniveau.